00
Vedtægter » Overdragelse af andelen

Overdragelse af andelen.


§ 14.

Stk. 1

Ønsker en andelshaver at fraflytte sin andel, skal opsigelse ske skriftligt til bestyrelsen og med minimum 2 måneders varsel.

Stk. 2

Andelshaveren er berettiget til at overdrage sin andel i overensstemmelse med stk. 3. Bestyrelsen skal godkende den nye andelshaver. Nægtes godkendelse, skal skriftlig begrundelse gives.

Stk. 3.

Andelen overføres efter følgende rækkefølge, idet opmærksomheden henledes på bestemmelserne i § 21 og § 22:


1. Ved bytning, når andelshaveren har boet i andelsboligforeningen i mindst 3 år.

2. Andelshavere efter anciennitet i foreningen med henblik på flytning internt eller
    med sammenlægning som formål. Andelshavere med hjemmeboende børn under 18 år har  

    fortrinsret, hvis 2 andelshavere er interesserede i overtagelse af den samme lejlighed.

3. Dernæst kommer andre i betragtning, som indstilles af overdrageren.

 

Stk. 4

Såfremt der ikke kan findes en køber til den maksimalt lovlige pris i henhold til vedtægternes § 15, skal den køber, der ønsker at købe til en lavere pris, i overdragelsesaftalen være bundet af sit tilbud i 10 hverdage, såfremt nedsættelsen af prisen er mere end 15 % af den udbudte lovlige pris eksklusiv løsøre. De indtegnede på ventelisterne efter § 14, stk. 5 og stk. 6 skal herefter tilbydes andelen igen til den pris, som sælger har kunnet opnå til anden side med en acceptfrist, der udløber dagen før købers vedståelsesfrist udløber. Bestyrelsen kan beslutte, at indtegnede på ventelisten, når lejligheden udbydes første gang til ventelisterne, skal meddele, om de ønsker lejligheden tilbudt igen til en lavere pris, hvis lejligheden ikke kan sælges til den udbudte lovlige pris efter § 15.


Stk. 5

Alle andelshavere indgår automatisk på en venteliste organiseret efter anciennitet.

Stk. 6

Viceværten indgår på lige fod med andre andelshavere ved overdragelse af andele, hvis denne har boet i foreningen i mindst 5 år. Ancienniteten tæller fra indflytningstidspunktet.

 

Pris.

 


§ 15.

 

Stk. 1

Prisen for andel og bolig skal godkendes af bestyrelsen, som desuden skal godkende eventuelle aftaler efter § 15 stk. B. Bestyrelsen kan kun godkende en rimelig pris og højst et beløb opgjort efter neden-stående retningslinjer:

 

A) Værdien af andelen i foreningens formue opgøres til den pris med eventuel prisudvikling, som senest er godkendt af generalforsamlingen for tiden indtil næste årlige generalforsamling. Andelenes pris og eventuelle prisudvikling fastsættes under iagttagelse af reglerne i andelsboligforeningsloven og i øvrigt under hensyn til værdien af foreningens ejendom og andre aktiver, samt størrelsen af foreningens gæld. Generalforsamlingens prisfastsættelse er bindende, selvom der lovligt kunne have været fastsat en højere pris. En eventuel reguleringsklausul i overdragelsesaftalen kan alene godkendes, såfremt der i aftalen er indsat et maksimum for reguleringsbeløbet. Reguleringsklausulens formulering skal godkendes af andelsboligforeningens bestyrelse, og bestyrelsen kan beslutte, at klausulen skal oprettes på en standardformular.

 

B) Værdien af forbedringer, jfr. § 11, ansættes til anskaffelsesprisen med fradrag af eventuel værdifor-ringelse på grund af alder og slitage.

 

C) Værdien af inventar, der er særskilt tilpasset eller installeret i boligen, fastsættes under hensyntagen til anskaffelsespris, alder og slitage.

 

D) Såfremt boligens vedligeholdelsesstand er usædvanlig god eller mangelfuld beregnes pristillæg respektiv prisnedslag under hensyn hertil.

 

Stk. 2

Værdiansættelse og fradrag efter stk. 1 litra B - D fastsættes efter en konkret vurdering med udgangspunkt i det forbedringskatalog og de værdiforringelseskurver, der er fastlagt af Andelsboligfor-eningernes Fællesrepræsentation som vejledende. Anskaffelsesprisen for eget arbejde ansættes til den svendeløn, eksklusiv avance og offentlige afgifter, som et tilsvarende stykke arbejde ville have kostet.

 

Stk. 3

Såfremt der samtidig med overdragelse af andel og bolig overdrages løsøre eller indgås anden retshandel, skal vederlaget sættes til værdien i fri handel. Erhverver skal indtil overtagelsesdagen frit kunne afvise eller fortryde løsørekøbet eller retshandlen. Bestyrelsen skal godkende vederlaget og de øvrige aftalte vilkår.


§ 16.

Stk. 1

Bestyrelsen godkender prisen for forbedringer, inventar og løsøre på grundlag af en opgørelse udarbejdet af den fraflyttende andelshaver.

Stk. 2

Såfremt der opstår uenighed mellem overdrageren, erhververen eller bestyrelsen om fastsættelse af pris for forbedringer, inventar og løsøre eller eventuelt pristillæg eller -nedslag for vedligeholdelsesstand, fastsættes prisen af en voldgiftsmand, der skal være særlig sagkyndig med hensyn til de spørgsmål, voldgiften angår, og som udpeges af Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation. Voldgiftsmanden skal indkalde parterne til besigtigelse og udarbejde en vurderingsrapport, hvor prisberegningen specificeres og begrundes. Voldgiftsmandens vurdering er endelig og bindende for alle parterne. Voldgiftsmanden fastsætter selv sit honorar og træffer bestemmelse om, hvorledes omkostningerne ved voldgiften skal fordeles mellem parterne eller eventuelt pålægges én part fuldt ud, idet der herved skal tages hensyn til, hvem af parterne der har fået medhold ved voldgiften.

 

Andelsboligforeningen Steen Willemoes | Willemoesgade 83 1. th. | 2100 København Ø. | Tlf.: 35426707