I andelsboligforeningens vedtægter er angivet en prioriteret rækkefølge over hvem, der har ret til at overtage en lejlighed, der er udbudt til salg ( § 14, stk. 2 ).
Foreningen fører ikke venteliste over personer udefra, som retter henvendelse ( = ekstern venteliste).
Alle andelshavere er til gengæld automatisk indskrevet efter anciennitet på en intern venteliste. Når en lejlighed sættes til salg internt i foreningen i henhold til vedtægternes § 14, stk. 2, pkt. 2, henvender interesserede andelshavere sig til bestyrelsen indenfor en nærmere fastsat periode.
Det er herefter de interesserede andelshaveres anciennitet i foreningen, som afgør, hvem der kan overtage den ledige lejlighed, dog således at andelshavere med hjemmeboende børn under 18 år altid har fortrinsret.
Overdrages andelen til en anden andelshaver i foreningen ved intern flytning, overgår indstillingsretten til den lejlighed, der sidst bliver ledig, til den andelshaver, som fraflytter foreningen.
Bliver lejligheden overdraget til en anden andelshaver med henblik på sammenlægning, bortfalder indstillingsretten ( Godkendt på ordinær generalforsamling d. 19. april 1999 ).
Ønsker ingen andelshavere i foreningen at købe lejligheden, har andelshaveren ret til at indstille en køber. Denne skal godkendes af bestyrelsen, som med en saglig begrundelse kan nægte at godkende den indstillede køber.
Man skal være opmærksom på, at viceværten iht. vores vedtægter indgår på lige fod med andelshaverne, når denne har boet i foreningen i min. 5 år (§ 14 stk. 5).
Udtræden af foreningen kan i øvrigt kun ske ved overdragelse af andelen til en anden. Ens forpligtigelser som andelshaver ophører først, når overdragelsen er fuldendt. Dette vil almindeligvis være, når den nye andelshavers indsigelsesret udløber normalt 3 uger efter overtagelsen.
Under ganske særlige omstændigheder kan man dog komme til at hæfte for mangler efter indsigelsesfristens udløb.
|